Gode råd til dig med ET eller PV

Meld dig ind i Dansk MPN Forening

Hvis du har fået diagnosen ET eller PV, så meld dig ind i patientforeningen Dansk MPN Forening. Af erfaring ved jeg, at noget af det mest frustrerende ved at have disse sygdomme, er, at man kan føle, at ingen rigtig forstår ens situation - ikke mindst fordi sygdommene er meget sjældne og ukendte af de fleste, og de ikke nødvendigvis giver nogen synlige symptomer. I den forbindelse kan det være nyttigt at kunne tale med andre i samme situation.

Du kan læse mere om foreningen og tilmelding på foreningens hjemmeside, www.DanskMPNForening.dk.

Dansk MPN Forening har også en Facebook-gruppe, som jeg varmt kan anbefale (bærer stadig foreningens gamle navn, PV-Foreningen). For at deltage i gruppen skal du være medlem af Dansk MPN Foreningen og have en Facebook-profil, der - som bekendt - er gratis.

Søg om udbetaling ved kritisk sygdom

Kræftens Bekæmpelse har anerkendt både ET og PV som kræftsygdomme. Det har fået nogle forsikringsselskaber og pensionskasser til at anerkende sygdommene som kritiske sygdomme. Jeg har selv fået en engangsudbetaling ved kritisk sygdom fra Forenede Gruppeliv. Jeg anbefaler, at du finder ud af, om din pensionskasse også anerkender sygdommene.

Relevante links

Du, der er med i Forenede Gruppeliv, kan søge udbetaling ved kritisk sygdom her:
Ansøg om udbetaling ved kritisk sygdom hos Forenede Gruppeliv